Formand: Knud Winther Dahl
51576585
knudwd@gmail.com

Nyhedsbrev, Julen 2018 – Aarhus Aadal Bridgeklub

Nyhedsbrev, Julen 2018 – Aarhus Aadal Bridgeklub

Kære medlemmer

Julen står for døren – og dermed afslutningen for efterårssæsonen. På vores nye lokalitet, Søholm. Et godt sted for klubbens virke hvor medlemmerne hurtigt er faldet til. Søholm udtrykker også glæde over vores ”ankomst” – og samarbejdet fungerer meget tilfredsstillende. I den kommende uge får vi bl.a. nye bridgeborde og duge – sidstnævnte vil lægge en dæmper på støjniveauet.

Vi kan også glæde os over, at det nye bridgeweb fungerer fint med resultatopgørelsen – og heldigvis har vi nu fået løst vores mandagsproblemer. Tak til mandagsholdet for tålmodighed og overbærenhed. Som beskrevet i forrige nyhedsbrev har turneringsleder og -planlæggere knoklet i mange timer for at blive dus med det nye system. Tak for indsatsen endnu engang.

Lige om lidt er det jul – og gaven i år er, en ny hjemmeside! Birgitte Carlsson fra mandagsholdet har de sidste måneder arbejdet intenst med at lave en ny hjemmeside, hvorfra der kan linkes til bridgeweb’s resultatside. Bestyrelsen blev præsenteret for hjemmesiden på et bestyrelsesmøde i denne uge – og I kan godt glæde jer. Et meget flot resultat som vi siger Birgitte stor tak for. Vi håber vi ”kan trykke på knappen” inden jul – og skal selvfølgelig nok informere herom.

På den ny hjemmeside er der selvfølgelig også opdaterede medlems- og substitutlister. Vi er i den heldige situation, at vi på både på mandags- og onsdagsholdet har fået tilgang af nye substitutter, endda som par! Dette letter lidt på substitut-”trykket” til forårssæsonen – men skal du/I ud at rejse i det nye år, og specielt i februar/marts måned, så husk at komme i gang i god tid med at finde en afløser.

Vi starter først anden halvdel af sæsonen i uge 2, dvs. mandag den 7. januar. Der er ingen turnering i uge 7 og vi afslutter sæsonen i uge 17 for tirsdags- og onsdagsholdet. Mandagsholdet har sidste turneringsdag allerede mandag den 15. april, pga. af Påsken. Der bliver generalforsamling mandag den 29. april. Onsdagsholdets tidlige dage, start kl. 12.45, bliver d.30/1, 20/2, 20/3 og 24/4. Notér venligst.

I 2019 fortsætter begynder-undervisningen hhv. mandag og onsdag, v. Henrik Engell og Hasse. Der er i øjeblikket ca. 20 deltagere. Hasse tilbyder søndag den 6. januar en undervisnings-seance for nybegyndere, nye medlemmer og andre som godt vil ha’ mere styr’ på fx en tre-trins-presser eller 1430. Dagen foregår på Søholm, far kl. 13.30 – 17.00. Tilmelding til ”Aarhus Aadal bridgeklubs rygrad” hos Henrik og Hasse eller via aadal.bridge@gmail.com. Tilmelding senest den 30. dec. I det nye år bliver der ingen bridgeundervisning før turnering hverken mandag eller onsdag. Selvom Hasse er på benene igen – og endda i fin form – så skal han vist lige ”passe lidt på”. Vi får se til efteråret 2019.

Vi har fået en invitation fra Næshøj bridgeklub til den årlige pokalturnering, sammen med også Galten bridgeklub. Det bliver søndag den 20. januar, kl. 12.45, i Framlev forsamlingshus. Vi stiller med 10 par, i 3 rækker. Der kommer tilmeldingslister ud inden jul, hvor interesserede kan skrive sig på. I starten af det nye år vil bestyrelse ”udtage” vores spillere.

På mandag den 17. december, kl. 18.00 holder vi juleafslutning, på sædvanlig vis. Der serveres god mad og drikkevarer kan købes på stedet. Derudover – fornøjeligt bridgespil, med en ny makker. Og endelig – præmier til de heldige/dygtige medlemmer af efterårsturneringen.

Det var vist alt for denne gang! Glemte måske lige at sige at vores økonomi har det godt. Kontingent derfor også uændret for foråret – 350 kr., til betaling senest den 15. januar.

Bestyrelsen ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et lykkebringende nytår. Hilsen – Knudwdahl/bestyrelsen i Aarhus Aadal Bridgeklub.